Lækre sukkerfri pandekager

1

Jeg laver tit almindelige kikærtepandekager til morgenmad og spiser dem med peanutbutter og banan, men i weekenden må det godt være lidt anderledes og ekstra lækkert: De her feinschmecker-pandekager tager godt nok lidt længere tid at smække sammen, men de er absolut indsatsen værd, og når de nu i sig selv er sukkerfri, kan man nok godt tillade sig at spise en enkelt af dem med Nutella eller pålægschokolade.

Pandekagerne egner sig både som luksusmorgenmad med banan, honning, peanutbutter og andet godt eller som dessertpandekager serveret med frugt og is (fx crunchy chokoladeis) eller sorbet.

De færdige pandekager kan holde sig 1-2 dage i køleskabet, men man kan også sagtens fryse dem.

Ingredienser til 6-8 stk pandekager:
1 godt moden banan, moset
2 dl rismælk med et skvæt citronsaft (dette er egentlig en erstatning for kærnemælk), eller vand
1 æg
kornene fra ½ vaniljestang eller ½-1 tsk vaniljesukker
et skvæt rapsolie eller solsikkeolie
lidt salt
1 dl kikærtemel
30 g hirseflager
50 g valnødder eller hasselnødder, finthakkede
1 tsk bagepulver

Sådan:
Mos bananen og pisk den godt sammen med resten af ingredienserne. Man kan ikke undgå at dejen bliver lidt klumpet pga. bananen og valnødderne, men det gør ikke noget.
Steg pandekagerne i lidt fedtstof på en lille pande (ca. 24 cm i diameter) ved middel varme (endelig ikke for varmt!). Pas på ikke at lave dem for tykke – de hæver nemlig godt, og hvis de bliver for tykke, har de svært ved at blive gennembagt, inden de bliver brankede. De er nemme at vende, men vel at mærke først når de er klar til det…

Del.

1 kommentar

  1. Pingback: Hvad skal jeg finde på? | FriMad.dk - glutenfri & laktosefri opskrifterFriMad.dk – glutenfri & laktosefri opskrifter

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.