Glukosesirup, må/må ikke?

16

Er du også i tvivl?

Glukosesirup er i gluten-sammenhænge en omdiskuteret størrelse. Det samme gælder maltodextrin og dextrose, der er det samme som druesukker.

Hvis du synes, det er svært at gennemskue, hvad du må spise, kan jeg virkelig godt forstå det! Jeg vil i denne lille artikel forsøge at forklare, hvordan det med glukosesirup hænger sammen.

 

Uenighed om »glutenfri«

Forvirringen om glukosesirup, maltodekstrin og dekstrose/druesukker skyldes, at der er forskellige opfattelser af, hvornår noget er »glutenfrit«.

Betegnelsen »glutenfri« må man ifølge den europæiske lovgivning (EFSA – European Food Safety Authority) give en fødevare, når glutenindholdet ikke overstiger en bestemt grænseværdi (20 mg/kg). Det ser man fx på mange glutenfri brødblandinger, der indeholder glutenfri hvedestivelse.Altså en naturligt glutenholdig ingrediens, hvor langt størstedelen af glutenproteinet er fjernet.

Når du støder på glucosesirup, maltodekstrin eller dekstrose/druesukker på en varedeklaration, kan de også være fremstillet af hvede eller andet glutenholdigt korn. Og det skal IKKE stå udspecificeret på deklarationen i fx en parantes.

Det skyldes, at glukosesirup, maltodekstriner og dekstrose/druesukker gennemgår en forarbejdning, der nedbryder glutenproteinet. Og den smule gluten, der er tilbage, er så lidt, at de fleste ikke vil reagere på det. Derfor betragter man i mærkningssammenhænge ikke disse små rester af gluten som et allergen, og man må derfor gerne kalde en fødevare, der indeholder glukosesirup fra hvede, for »glutenfri«.

Det er imidlertid ikke alles kroppe, der er enige i den definition af »glutenfri«!

 

Gluten i »glutenfri«?

Det vil altså sige, at der altså stadig er gluten i »glutenfri«, hvis man ser helt nøgternt på det. Omend i meget små mængder.

Og det kan “de fleste” tåle, men desværre ikke alle.

Nogle mennesker oplever derfor, at de alligevel reagerer på selv disse små rester af gluten, der er tilbage i fx glucosesirup eller renset hvedestivelse. Er man meget sensitiv over for gluten, kan man derfor ikke nøjes med at gå efter den officielle betegnelse »glutenfri«.

I stedet for kan man vælge kun at spise fødevarer, der er “Naturligt glutenfri“. Altså fødevarer, der i deres oprindelse hverken stammer fra gluten eller har haft noget med gluten at gøre, som fx kartofler, ris, quinoa, majs osv.

Og hvordan skal jeg så forholde mig til glukosesirup?

Ja, det er op til dig selv at finde ud af, hvor striks du behøver at være. Dette skal IKKE forstås som en opfordring til at afprøve din tolerancetærskel over for gluten generelt. Det kan nemlig være direkte skadeligt.

Men om netop din krop er mere sensitiv end de flestes, er det kun dig selv, der kan mærke efter.

 

Og hvad gør du så selv, Ane?

Jeg holder mig i udgangspunktet også fra glukosesirup, maltodextriner, dextrose og druesukker – med mindre der står angivet på varedeklarationen, at de kommer fra en naturligt glutenfri kilde. Eller med mindre jeg har kontaktet producenten og fået bekræftet, at de kommer fra en naturligt glutenfri kilde.

Jeg undgår også hvedestivelse mm. der er renset for gluten, samt fødevarer hvor der er angivet “kan indeholde spor af gluten”.

For mig skal »glutenfri« kost virkelig også være GLUTENFRI.

Del.

16 kommentarer

  1. Inge bensen

    Jeg er meget usikker på, hvor længe efter man har spist glutenholdig mad, der kan komme symptomer.
    Vil du hjælpe med et svar.
    Vh
    Inge

    • Hej Inge. Det er mit indtryk at det er meget forskelligt fra person til person. Måske du kan få svar ved at stille dit spørgsmål i en af Facebook-grupperne om cøliaki. For eksempel den der hedder ‘Cøliaki i Danmark’ 🙂

  2. Hanne Elkær

    Hej Ane.
    Tak for en super god side, har kun googlet glucosesirup for har lige oplevet glutenangreb, som jeg kalder det, når jeg har indtaget nogen som helst form for gluten, selv i de tilladte meget små mængder! Er helt enig med dig og havde næsten haft samme tanker omkring de såkaldt glutenfri produkter, det er ikke meget værd for os, hvis kroppe reagerer kraftigt på selv bittesmå mængder gluten og hvornår når vi mon grænsen, når der er tale om så lidt og feks indtager to glutenfri men altså glutenholdige produkter samtidig fordi vi ikke kan gennemskue det morads, vi skal finde rundt i?
    Jeg får først fysiske symptomer, enorm træthed indenfor en halv time, efterfulgt af tynd mave og hvis rigtigt slemt, kraftige smerter i underlivet, som simpelthen hæver til størrelse som en syv mdr gravid! Det værste er dog de psykiske symptomer, som først viser sig dagen efter: Jeg bryder simpelthen sammen psykisk og har så depressive tanker, at jeg er ulidelig for omgivelserne, det er som en nedsmeltning i hjernen eller defekt hjernefunktion, hvilket jeg ikke kan forklare men konstatere! Jeg tror, der er sammenhæng mellem den mindskede optagelse af vitaminer og mineraler, så jeg supplerer kosten med supervitamintilskud og den naturlige aminosyre tryptofan, som hjælper generelt på humør og søvn. Og jeg er fuldstændig enig med dig i, at man ikke skal lade sig spise af af nogen men blive udredt og så hurtigt som muligt for det kommer ikke fra en dag til den næste. Desværre er symptomer og reaktioner så forskellige, at selv de opmærksomme har svært ved at stille diagnosen eller bare få mistanke om, hvad de skyldes. Og især de psykiske symptomer læser jeg ikke meget om men mon ikke en del såkaldt psykisk syge simpelthen lider under indtagelse af noget, de ikke tåler…. Tankevækkende, ikke og ret skræmmende for hvem ser den sammenhæng?
    Tak fordi du kæmper vores sag. Jeg vil iøvrigt opfordre alle læsere til at spørge alle steder efter glutenfri brød osv, når man er ude at spise. Mange steder har de det men det kan man ikke se eller læse sig til på menu kortet! Jeg er blevet lykkeligt overrasket, selv McDonalds har glutenfri burgerbrød selvom jeg ikke spiser der så tit men rart at vide hvis jeg har glemt madpakken hjemme.

  3. Hej Ane
    Jeg har et spørgsmål omkring symptomer. Hvordan kan man finde ud af om man har gluten allergi? … Jeg har en datter på 25 år som lider rigtig meget af smerter i maven. Hun har fået en kikkert undersøgelse og man kan ikke umiddelbart se hvad problemet er, blot at hun har forstoppelse og at tarmen ikke tømmes (heller ikke når hun får medicin til hjælp)
    Hun siger at det føles som om at alle tarmene flytter sig rundt og at maden bevæger sig i ryk og at det er smertefuldt! Min veninde har lidt de samme symptomer og har fået konstateret gluten og mælkeallergi. Så derfor ville jeg gerne høre om det er de samme symptomer du og andre brugere på denne side har!
    (jeg tror det er glutenallergi – og derfor leder jeg allerede nu efter data – og opskrifter til min datter 🙂 )

    • Hej Jannie.

      I forhold til symptomer og udredning, så er “Cøliaki i Danmark“-gruppen på Facebook et rigtig godt sted at stille sådan et spørgsmål 🙂
      Dansk Cøliaki Forening har også en diagnosevejledning.

      Mavesmerter kan skyldes rigtig mange forskellige ting, og måden de føles på, kan ikke rigtigt fastslå noget. Hvis jeg skal anbefale én ting, så er det at blive ved med at insistere på at blive udredt, så man kan få så meget vished/afklaring som muligt. Samtidig skal man bare være opmærksom på, at diverse prøver kun er vejledende i forhold til, hvad man godt kan tåle. Dvs. at man sagtens kan være allergisk/intolerant over for noget, selvom ens prøver er negative – også selvom ens læge måske siger noget andet..

      Man skal være opmærksom på, at ens prøver bliver negative, hvis man er på glutenfri diæt. Derfor vil jeg virkelig anbefale, at man insisterer på at blive udredt, inden man begynder at eksperimentere med at spise glutenfrit. Har man en cøliaki-diagnose er man nemlig bl.a. berettiget til et offentligt økonomisk tilskud pga. den noget dyrere kost.

      Hvis din datter har været igennem hele baduljen og stadig ikke har nogen diagnose, tjah, så kan jeg ikke se, at man kan tabe noget som helst på at ændre ens kost og se, om man får det bedre af det 🙂

      God bedring til din datter 🙂

  4. Pingback: Ingrediensliste - FriMad.dk - glutenfri & laktosefri opskrifterFriMad.dk – glutenfri & laktosefri opskrifter

  5. Dorte Wedege

    Hej ane.
    Super side med masser af gode og brugbare tips når man er ny i glutenallergi.
    Har et spørgsmål til maltitol. Kan ikk rigtig se det, heller ikk på astma/allergi hjemmesiden… Er det det samme som maltose mm eller?

    Tak☺️ Dorte

    • Hej Dorte.
      Det er et godt spørgsmål, jeg også har tænkt, jeg burde undersøge nærmere. Jeg ved det faktisk ikke. Men har hørt flere steder fra, at det udvindes fra en glutenholdig kilde. Om det så er rigtigt, ved jeg ikke. Det er lidt det samme spørgsmål med eddike. Det har jeg heller ikke kunnet finde noget entydigt svar på. Heller ikke hvordan det skal deklareres. Desværre.
      Vh. Ane

  6. Hej.

    Jeg har fornyelig fundet ud af at jeg ikke kan tåle hvede og har haft lidt svært ved at gennemskue det glukosesirup. Jeg skal i forvejen undgå glutenfri produkter fordi der åbenbart er hvede i alligevel. Men ved du hvor meget hvede der er i glukosesirup? Er det mon no go for en som mig..

    Vh. Den lidt forvirrende Micha 🙂

    • Hej Micha.
      Jeg kan virkelig godt forstå, hvis du er forvirret, for det er noget af en jungle det der!
      Og det er helt vildt frustrerende, at man har sat nogle grænseværdier for, hvornår noget er glutenfrit, som er r.. og nøgler værd for mange af os.
      For som du skriver, så må der gerne være hvede og rester af gluten i produkter, der er mærket glutenfrie, f.eks. som det er tilfældet med renset hvedestivelse og glukosesirup.
      Ift. glukosesirup, så har jeg fået forklaret det sådan, at glukosesirup fra hvede gennemgår en kemisk proces, hvor glutenproteinet spaltes, så det ikke længere er gluten. Jeg har ikke den fjerneste forstand på hverken biologi eller kemi, så jeg ved ikke, om det betyder, at noget af glutenproteinet fjernes eller om det bare ændrer form(?) i den proces. Men jeg ved, at man fra officiel side ikke betragter “stoffet” som glutenholdigt længere, hvilket jeg synes er helt sort, når så mange reagerer på glukosesirup alligevel.
      Om glukosesirup er go eller no go for dig, er det kun dig selv, der kan svare på 🙂
      Hvis du lever glutenfrit efter de officielle retningslinjer, men stadig ikke har det godt eller får reaktioner indimellem, så er udelukkelse af glukosesirup (og glutenfri hvedestivelse) efter min mening et godt sted at starte. Hvis du derimod har det fint ved at spise efter de officielle retningslinjer, så er det mere et temperamentsspørgsmål om man vil udelukke glukosesirup og renset hvedestivelse også.
      Jeg håber, det var svar på dit spørgsmål 🙂
      //Ane

  7. Pingback: Links til glutenallergiske artikler | glutenfritbarn

  8. Hej Ane.

    Jeg er ny glutenallergiker og reagerer på glukosesirup.
    Ved du om der er glukosesirup i cola og sodavand? Der står blot sukker på ingredienslisten.

    Bh.
    Michael

  9. Hej Ane,

    Super godt skrevet og forklaret. Kender du allergi kogebogen af Alice sherwood? Den tager forbehold for “de 4 store” æg gluten nødder og mælk, det er nemme opskrifter som er gode at give til familie og venner, ligesom Info siderne om hvad man skal undgå og kan bruge i stedet for feks almindelig mel, det er sat overskueligt op og lige til at gå til.. Den har været min redning i starten, en hjælp for min familie og en kilde til inspiration når jeg har udviklet nye opskrifter, især i forhold til mål ved bagning osv..
    Kærlig glutenfri hilsen Tanja

    • Hej Tanja.

      Tak for tippet – den vil jeg få fat i, for det lyder som alletiders kilde til inspiration.

      Tusind tak 🙂

      //Ane

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.