Verdens nemmeste chokoladecookies

2

Glutenfrie chokoladecookiesTil når man bare har en sindssyg craving for kage! Farligt nemme at smække sammen… 😉

Jeg har lavet de her cookies utallige gange, når der lige kom gæster, eller når jeg selv skal ud et sted, hvor jeg ved, der bliver serveret kage, men aldrig glutenfri. Som da jeg var på kursus i sidste uge. Jeg er for længst kommet over at se langt efter de andres kage – jeg forbinder den kun med ubehag – men engang imellem trænger man bare til en sød treat sidst på dagen.

Sidst jeg lavede dem, tilsatte jeg appelsinskal – uhm, et hit! Det kunne også være sjovt at eksperimentere med andre smagsgivere som f.eks. chili eller ingefær.

Ingredienser

  • 100 g hasselnødder
  • 1 dl sukker (jeg brugte kokospalmesukker, men man kan sagtens bruge rørsukker eller almindeligt hvidt sukker)
  • Lidt salt
  • 1 æg
  • 50 g mørk chokolade (tjek varedeklarationen for gluten og mælk; bl.a. disse chokolader er ok)
  • Evt. skallen fra en økologisk appelsin

Sådan gør du:

  • Blend hasselnødderne til (groft) mel. Det kan både lade sig gøre i en minihakker, en kaffekværn, en foodprocessor eller med en stavblender.
  • Hak chokoladen i grove stykker – det fungerer til gengæld dårligt med de elektriske hjælpemidler, men bedst med et spækbræt og en køkkenkniv. Der må godt være nogle store chuncks chokolade imellem.
  • Hæld hasselnødder, sukker og salt sammen i en skål og møfl (det er åbenbart ikke et ord, men jeg bruger det tit alligevel 😉 ) det godt sammen med din hånd.
  • Tilsæt ægget og møfl videre til det hele er godt blandet sammen.
  • Tilsæt så den hakkede chokolade, men gør det rimelig hurtigt, så den ikke smelter pga. varmen fra din hånd.
  • Gør en bageplade klar med bagepapir og placer dejen i klatter med god afstand imellem, da de flyder meget ud. Det er nemmest hvis man bruger 2 teskeer.
  • Småkagerne bages ved 160-170 grader (almindelig ovn) i ca. 20 minutter. Tag dem ud før, hvis de bliver mørke i kanten. Lad dem afkøle på en rist.
Del.

2 kommentarer

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.