Kartoffel-/porretærte, gluten- og laktosefri

8

Har simpelthen fundet frem til opskriften på verdens bedste og sundeste, glutenfrie tærtebund! Og så er den endda forholdsvist billig og dejligt mættende.
Fyldet smagte også rigtig godt, men kan jo laves i rigtig mange varianter, fx med laks og spinat i stedet for kartofler og porrer.

Bund:
1-1½ dl røde linser
1-1½ dl fuldkornsrismel
1-1½ dl majsmel
Et skvæt olivenolie
lidt vand

Fyld:
2-3 porrer
4-5 kogte kartofler (evt. fra dagen før)
1 pakke bacon (evt. kalkunbacon)
4 æg
1½ dl sojayoghurt
salt og peber
(evt. en lille smule muskatnød)

Fremgangsmåde:
De røde linser skylles og koges i 15-20 minutter. Overskydende vand hældes fra.
Linsernes moses og blandes godt sammen med melet og olien. Tilsæt evt. lidt vand hvis dejen bliver for tør.
Fordel dejen jævnt i et tærtefad.
Skær porrerne i tynde skiver, læg dem i en skål og overhæld dem med rigeligt, kogende vand. Lad dem stå i ca. 5 minutter. Hæld derefter vandet fra.
Steg bacon på en pande eller læg baconskiverne på en tallerken og giv dem fuld skrald i mikrobølgeovnen i ca. 5 minutter. De skal være “spiseklar”, men ikke helt sprøde. Skær dem i mindre stykker.
Bland bacon og porrer sammen med resten af ingredienserne og hæld massen ud på tærtebunden.
Bages i ca. 40 minutter ved 200 grader.

Del.

8 kommentarer

  1. Hej
    Hvor er jeg dog glad for, at jeg prøvede din tærtebund. Er du vimmer, den er god. Både mand og børn var vilde med den. Den har oven i købet den sprødhed, som man ellers kun får ved sådan en mørdejsagtig ting. Det er den endegyldige løsning til tærtebund her!
    Jeg har en foodprocessor og den smed jeg bare tingene i. I stedet for majsmel, kom jeg lidt kikærtemel i. Det blev altså bare godt! TAK.
    God dag
    Mvh Gurli

  2. Pudsigt iøvrigt…at foregående kommentar også er skrevet af en Stina. Vi er altså 2 forskellige Stina’er 😉

  3. Hej,
    Faldt lige over din blog og i særdeleshed denne opskrift.
    Om en lille måned fylder min datter 6 år, og til festen skal to af hendes bedste veninder med. Det er tvillingepiger som er gluten- og laktose allergikere.
    Vi skal i biografen kl 16 og så hjem og spise. For det første tænkte jeg, at tærte som oftest er et hit blandt børn (vil du ikke også sige det om denne opskrift???), men derudover tænkte jeg om du har nogle erfaringer med at lave den dagen før, og så bare lune den efter biffen???
    Jeg tænker at guleroddtænger og agurkestænger kunne være et hit som tilbehør. Kan du anbefale en god dip til det???

    Stina

    • Hej Stina.
      Jeg er ikke den store børneekspert, men vil bestemt tro, at tærten vil falde i god jord. Den smager ikke “mærkeligt” på nogen måde, selvom den er gluten- og mælkefri 🙂
      Og den er ganske udmærket dagen efter, så du kan sagtens lave den i forvejen og så varme den, når I skal have den. Jeg har den indimellem med på madpakke, og det fungerer fint.
      Dip til grøntsagsstænger kunne være guacamole. Det er altid den første dip, der ryger, når man serverer flere forskellige. Brug evt. knap så megete rødløg som angivet i opskriften, af hensyn til de sarte børnesmagsløg 🙂
      Håber I får en rigtig god dag!
      Bedste hilsner,
      Ane

  4. Lyder lækkert 🙂

    Jeg laver en endnu nemmere variant med glutenfri havre fra Fakta, olie, vand og rismel. Det skal bare blandes sammen og mases ud i smurt tærteform. Forbages 15 minutter.

    Hilsner Stina

    • Lyder også godt! Tak for tippet.
      Desværre kan jeg ikke selv tåle glutenfri havre.
      Men det er der helt sikkert mange andre, der læser med her, som kan. Så kan jeg lokke dig til at skrive, hvor meget af hver, du bruger i din opskrift? 🙂
      /Ane

Skriv en kommentar