Brændte mandler

1

Lige en lille bonusopskrift her i juletiden. Det er overraskende nemt at lave sine egne brændte mandler. Det tager 15 min. inkl. opvask, og du skal kun bruge 4 ingredienser, hvoraf du sandsynligvis allerede har de 3 på lager.

Brændte mandler er alletiders glutenfri slik, og når man laver dem selv, er man helt sikker på, at der ikke er noget giftigt stads i. Tjek lige at mandlerne ikke indeholder spor af noget, der ikke skal være der.

Eneste redskaber er en pande og en spatel, og hvis man bare lige hælder vand på panden og lader den koge op efter brug, er den nem at få ren.

Ingredienser:
200 g mandler (skal ikke smuttes eller noget)
3 dl sukker (enten almindeligt hvidt eller rørsukker)
1½ dl vand
2 tsk. vanillesukker

Sådan:
Hæld sukker og vanillesukker på en stor pande og bland det godt.
Tilsæt derefter vand og mandler og varm panden kraftigt op under omrøring.
Sæt blusset på lidt over middel varme og lad blandingen stå og koge under jævnlig omrøring, mens blandingen ændrer konsistens.
Efter et par minutter koger og skummer det, men efterhånden bliver det mere og mere karamelagtigt og tyktflydende.
Efter 8-10 min. begynder sukkeret at krystallisere, og pludselig koger massen tør. Her skal man ikke tage mandlerne af endnu, for sukkeret hænger ikke godt nok ved. I stedet skal man vente til sukkeret igen begynder at opløses, og NU kan man hælde mandlerne ud til afkøling på et stykke bagepapir, for så hænger stort set hele sukkermassen fast på dem. Sørg for at mandlerne ikke ligger i en klump, når de køler af, for så bliver de ikke til at skille ad.
Vil man gerne have helt glatte, glaserede mandler kan man lade dem blive på panden til sukkeret igen er helt flydende og først derefter tage dem af, men det er en smagssag.

Del.

1 kommentar

  1. Pingback: FriMad.dk » Mors pebernødder (glutenfri version)

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.